Irland
Den grønne ø, ”The Emerald Isle”, som de siger i Irland, er ikke alene kendt for at være fantastisk smuk, men øens beboere blev i 2007 også udpeget til at være Europas venligste folkefærd med en storslået gæstfrihed. Øens skønhed krydres med en lang historie og nogle af pub - og popmusikkens største navne. Denne rejse bringer os fra Dublin tværs over øen til den charmerende universitetsby Galway og videre til den hyggelige by Killarney. Irlands enestående natur udfolder sig især i Vestirland, og derfor er en stor del af rejsen henlagt til disse områder. Klippestrækningen, Cliffs of Moher, er et uforglemmeligt syn. Fra Killarney kører vi sydover via Cork og Waterford tilbage til Dublin, hvor vi tilbringer den sidste nat med alle tiders chance for at opleve den irske pubkultur og en pint Guinness.